VIDEOER FRA J.DK
Kalender
NYT FRA HANNE DAHL

Bestil her nyhedsbrevet om mit fokus i EU-Parlamentet.

HANNES BLOG

Abonnér her på tanker om stort og småt fra min hverdag i EU.

Blog med Hanne Dahl
Lissabon- Traktaten

Lissabon- Traktaten

Gummiparagraffen over dem alle
Ifølge Lissabon-traktatens nye »passerelle« (se boks) skal statsministrene fremover selv kunne ændre i traktat-teksterne og i vedtagelsesformerne, helt uden at spørge nogen vælgere. I de fleste lande betyder det at statsminister og regering alene træffer afgørelsen, i Danmark skal han dog have mandat af et flertal i Folketinget.

Traktaten udstyrer med andre ord EU’s regeringer med magt til selv at overdrage mere magt til EU. Det kan der være mange fornuftige grunde til, vil nogle hævde, mens skældsordene fra kritikerne hagler ned: Om magtens tag-selv-bord, om uindskrænket fyrste-styre og om magtoverførsel »ad libitum«.
Hvad er en gummiparagraf?
En gummiparagraf er det klassiske folkelige navn for et regelgrundlag, hvor grænserne er upræcise for hvad der kan vedtages under henvisning til en sådan paragraf. Rom-traktaten som oprettede det europæiske fællesmarked i 1957, og alle senere traktater har indeholdt den klassiske gummiparagraf. Det er den som siger at »såfremt en handling fra Unionens side forekommer påkrævet… for at nå et af målene (i traktatens politikker, red.), og disse (traktaterne, red.) ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, vedtager Rådet… passende bestemmelser«.
Den lange og fuldstændige sætning genfindes i de senere traktater, og står også i Lissabon-traktatens artikel 352. Meningen er klar nok: Hvis der er noget man gerne vil lovgive om, men mangler retsgrundlag for at vedtage det, kan man i stedet henvise til gummiparagraffen. Der står udtrykkeligt at man alligevel kan lovgive hvis Unionen mener at det er nødvendigt for at nå målene.
Gummiparagraffen var et af strids¬spørgsmålene da en gruppe borgere i 1992 lagde sag an mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at have brudt Grundloven med tiltrædelsen af Maastricht-traktaten. Den danske grundlovs paragraf 20 kræver nemlig at den magt man afgiver til internationale myndigheder som EU, skal være af »nærmere bestemt omfang«. Men kan man sige det når EU-traktaten indeholder en gummiparagraf? Sagen endte med at statsministeren blev frifundet, men undervejs brugte domstolene lang tid på at gennemgå den måde EU hidtil havde brugt gummiparagraffen på, og dommen kom med en løftet pegefinger om at gummiparagraffen ikke bare kan bruges frit.

Nødvendig fleksibilitet
Hvad Lissabon-traktatens »passerelle« angår, så blev den diskuteret i det konvent som skrev EU-forfatningen. Den danske regerings repræsentant i konventet, tidligere EU-kommissær Henning Christophersen, var formand for en arbejdsgruppe om kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne.
En del af opgaven var at undersøge om der fortsat skulle være en gummiparagraf. I arbejdsgruppen, og blandt det store flertal af traktatskriverne, blev man hurtigt enige om at det var vigtigt med en vis fleksibilitet. Det er, mente flertallet af Konventet, nødvendigt at sikre EU’s handlemuligheder i tilfælde af nye problemer som man ikke lige har taget højde for i traktaten. Derfor endte EU-forfatningen med flere og mere omfattende gummiparagraffer, i stedet for færre.
Fransk og hollandsk nej
Den 29. maj 2005 stemte 55 % af franskmændene nej til et forslag om at
omdanne EU-samarbejdets grundlag til en forfatning. Den 1. juni fulgte Nederlandene
efter, men nu med 62 % nej. I to af EU’s oprindelige kernelande havde vælgerne sagt klart nej til forfatningen. Alligevel besluttede et EU-topmøde at køre videre med godkendelserne,
som om intet var hændt. Man forsøgte sig så med forklaringer om, at det ikke var forfatningen,
men noget helt andet, folk havde stemt om i Frankrig og Nederlandene. Meningsmålinger
viste dog, at hele 40 % af den franske befolkning havde kigget
i forfatningen. 10 % havde læst hele teksten. Blandt dem tydeligvis ikke den
daværende franske præsident, Jacques Chirac. Det er et ekstra godt argument
for folkeafstemninger, at det tvinger politikerne til at læse de tekster,
de stemmer for!

Grundlov uden demokrati

En grundlov beskytter normalt borgerne mod politikerne. Der sættes grænser
for, hvad de folkevalgte kan beslutte mellem valgene. EU-forfatningen og
Lissabon-traktaten er her enslydende anderledes. De beskytter politikerne
og embedsmændene mod almindelig demokratisk indflydelse fra vælgerne.
Forfatningen indeholder alt, hvad en stat har brug for af paragraffer. Men
den er svag på det mest fundamentale i enhver grundlov: demokratiet.
Hvor er vælgerne? Hvor er JuniBevægelsen i Lissabon-traktaten? Hvordan kan JuniBevægelsen
påvirke lovene i samfundet? Det var netop her, processen startede. Til et
topmøde i forstaden til Bruxelles kaldet Laeken den 14. - 15. december 2001
havde den belgiske statsminister Guy Verhofstadt forfattet udkastet til den
såkaldte Laeken-erklæring. Han ville af med bureaukrati og omsvøb og forbinde
vælgerne bedre med EU.
Dette ideelle mål blev glemt undervejs. JuniBevægelsen kunne efter vedtagelsen af
forfatningen udgive en lille guide, hvor JuniBevægelsen på 113 punkter kunne vise magtforskydning
fra vælgerne til Bruxelles. Der var ikke, og der findes stadig ikke
et lille eksempel på, at magt vil rykke den anden vej.
Som medlem af Europa-Parlamentet burde JuniBevægelsen være glad for forfatningen
og nu Lissabon-traktaten. Vi vil få meget mere at rive i. Mange flere områder,
hvor vi kan få indflydelse. I EU-Parlamentet kaldes det for en demokratisering.
Men kernen i demokratiet starter ikke hos medlemmerne af EU-Parlamentet,
men hos vælgerne. Kernen i demokratiet er, at vi som vælgere kan gå
til valg, få et nyt flertal og derefter en ny lov. Det er os, vælgerne, som har det
sidste ord over alle love i vores land.
EU består af 27 parlamentariske demokratier med denne fælles kerne. Af
alle værdier er det den, vi er mest sammen om. Det er her, vi skiller os ud fra
diktaturer og mindre demokratiske lande. Vi kan altid slippe af med en upopulær
lov og en upopulær regering. Vi behøver heller ikke købe os til alt på
markedet. Vi kan også være med til at fordele værdier i samfundet med vores
stemmeret. Vi kan bruge den hemmelige og almindelige valgret til at sige til
og fra, så vore ledere kan forstå det – eller blive skiftet ud.
Det er præcis denne demokratiske kerne, som er forvitret i Lissabon-traktaten.
Den er ikke fjernet, men gjort til noget meget fjernt. I praksis er den
uden for vores rækkevidde. Vi kan stadig gå til valg, men vi kan ikke med
vores stemme ændre lovgivningen på de mange områder, hvor Unionen skal
bestemme. Det er en meget, meget lang proces at ændre en lov i Lissabontraktatens
EU. Magten hertil er ikke hos det almindelige flertal af vælgere.
Det kræver en samtidig kraftanstrengelse i mange lande at ændre en lov.
Eneret til at fremsætte lovforslag
Det er kun ikke-valgte, som har ret til at stille lovforslag i EU. Kommissionen
i Bruxelles har fortsat eneret til at stille lovforslag, men nu på mange flere
områder. Lissabon-traktaten indeholder en indrømmelse til direkte demokrati,
som JuniBevægelsen selv var med til at foreslå i det særlige forfatningskonvent. Det
er en ret til for en million vælgere at underskrive en opfordring til Kommissionen
om at stille et forslag.
Kommissionen er ikke forpligtet til at lytte efter. Da godt en million vælgere skrev under på kravet om, at EU-Parlamentet skulle have et enkelt fælles mødested, kunne vi ikke engang få forslaget debatteret i Europa-Parlamentet.
Det er den eneste direkte indrømmelse til vælgerne i Lissabon-traktaten.
Den er dermed en dårlig erstatning for det demokrati, som vi mister i medlemslandene
på de mange nye områder, hvor Folketinget og andre nationale
parlamenter kan stemmes ned.
Sagt polemisk: Det er en betingelse for at stille forslag i EU, at man ikke
er på valg! Kommissionen står ikke til ansvar over for vælgerne. De kan ikke
skiftes ud på næste valgdag. Med eller uden en million underskrifter.
Tror du, at vi får folkeafstemning om Lissabon-traktaten i alle medlemsstater,
hvis/når vi har samlet en million underskrifter i Europa?
En mindre Kommission
Forfatningen fjerner en fast kommissær fra hvert medlemsland og gør udnævnelsen
til en sag for statsministrene. De skal mødes til et såkaldt topmøde
hvert femte år og blive enige om den nye formand og en mindre Kommission.
Der skal kun være medlemmer fra 2/3 af medlemslandene. På skift.
Landene bestemmer ikke selv, hvem der skal være med, når det er deres tur
til at få en statsborger med i Kommissionen.
Det er skjult i den danske oversættelse. Her står der fortsat, at landene
kommer med deres ”forslag” til kommissionsmedlemmer. I den engelske udgave
er ordet ”forslag” (proposal) erstattet med ”antydninger” (suggestions).
Hvert land kommer med forskellige navne. Andre beslutter.
Formanden og sammensætningen afgøres af et super-kvalificeret flertal
på 20 af 27 statsministre. Det er 72 % af medlemslandene. Statsministrenes
valg skal så forelægges Europa-Parlamentet, som kan stemme ja eller nej til
først formanden, og derefter til hele kollegiet.
De folkevalgte i EU kan ikke selv vælge en anden formand og en anden
kommission. Det er toppen i EU-landenes udøvende myndighed, statsministrene,
som med en flertalsbeslutning udnævner Kommissionen. Den bliver
endnu mere magtfuld og vil have både lovgivende, udøvende og dømmende
myndighed.
I Lissabon-traktaten står der, at statsministrene skal tage hensyn til valget
til Europa-Parlamentet, og at Europa-Parlamentet vælger Kommissionen.
Men der er altså kun én kandidat fra statsministrene at vælge imellem.
Dermed er det hverken vælgerne, de nationale parlamenter eller Europa-
Parlamentet, som reelt vælger EU-regeringen. Vi får en fælles regering, men
uden den kommer af et fælles folkestyre.
Folkestyre uden folk er bare styre, sagde den afdøde forfatter Ebbe Kløvedal
Reich engang. Han ønskede både dansk og europæisk folkestyre.

Indirekte indflydelse
Statsministrene udgår af nationale valg. Vi har som vælgere en indirekte indflydelse.
Men vi får ikke i EU den direkte indflydelse på udnævnelse af regeringer,
som vi udøver, når vi stemmer ved valg til de nationale parlamenter.
Så vælger vi reelt vores regering. Vi får noget synligt for vores stemme.
Den gamle statsminister igen, eller en ny. Et nyt flertal i Folketinget kan
også selv ændre lovene. Europa-Parlamentet kan afvise statsministrenes valg
af kommissærer. Ved udnævnelsen af Barroso-Kommissionen ville et flertal i
EU-Parlamentet afvise to kommissærforslag. De endte med at blive trukket
tilbage.
Et flertal i EU-Parlamentet kunne ikke lide den foreslåede italienske kommissær,
som var udpeget af den italienske regering med støtte i et flertal i
det italienske parlament. Den lettiske kandidat var tidligere modstander af
EU-medlemskabet og blev derfor ikke accepteret, selv om hun var den lettiske
regerings valg.
Der er to forskellige modeller til at give vælgerne magten over Kommissionen.
Den ene er den føderalistiske model, hvor Europa-Parlamentet vælger
formanden, som så sammensætter sin regering og får den godkendt eller
forkastet af et almindeligt flertal i Parlamentet. Så er det vælgernes valg til
Europa-Parlamentet, der afgør Kommissionens farve.
De europæiske partier kan opstille hver deres kandidat til formandsposten.
Den, der kan samle flertal i Parlamentet, bliver valgt. Det er parlamentarisk
demokrati på EU-niveau.
Den model foretrækkes – ikke overraskende - af det store flertal i Europa-
Parlamentet. Men den er ikke med i Lissabon-traktaten.
Forfatningens kritikere har fremlagt en anden model, hvor vælgerne i de
enkelte lande vælger deres egen repræsentant til Kommissionen. Den bliver
dermed et kollegium, der repræsenterer vælgerne i hvert land. Den model er
også fravalgt.
Den reviderede EU-forfatning opretter en fælles europæisk regering, men
lader den hverken være direkte ansvarlig over for de nationale parlamenter
eller Europa-Parlamentet.
Demokratiernes Europa
Vil vi repræsenteres som et europæisk folk, eller som de forskellige folk, vi
stadig er?
Er vi parate til et fælles overnationalt demokrati i EU? Kan vi eventuelt
kombinere parlamentarisk demokrati i medlemslandene med parlamentarisk
demokrati i EU?
JuniBevægelsen foretrækker visionen om Demokratiernes Europa. Man
kan så lade sin kommissær udpege af det nationale parlament eller ved et
direkte valg, hvor vælgerne bestemmer direkte, hvem der skal repræsentere
landet i Kommissionen i Bruxelles og dermed have indflydelse på, hvilke
love der skal foreslås.
Kommissionen er hjertet og motoren i EU-samarbejdet. Kommissærerne
har ikke bare eneret til at foreslå love. De vedtager også selv de fleste love.
Lissabon-trakataten giver – også i den nyeste udgave - Kommissionen uhyrlige
muligheder for at lovgive gennem egne dekreter.
De kaldes nu for ”Delegerede retsakter” i Lissabon-traktaten, mens de i
forfatningen hed delegerede europæiske forordninger og europæiske gennemførelses-
forordninger eller afgørelser (Delegated European regulations and
implementing regulations and decisions). Den oprindelige forfatnings artikel
I-36 og I-37, der nu genfindes som artikel 249B og C TFU i Folketingets konsoliderede
udgave af Lissabon-traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,
som til sidst vil blive til artiklerne 290 og 291 TFU i den endelige
udgave. Kommissionens gennemførelsesbestemmelser behandles i den gældende
Nice-traktat som art. 249 TEF.
De folkevalgte og regeringerne kan kun ændre Kommissionens dekreter,
hvis de kan samle et stort kvalificeret flertal i Ministerrådet eller et såkaldt
absolut flertal i Europa-Parlamentet.
Ikke-valgte embedsmænd kan derfor bestemme over det store flertal af
lande. Vore demokratier kan stemmes ned af embedsmænd bag lukkede døre
i Bruxelles. Deres beslutninger står over danske love.
Ifølge EU-retten må selv Grundloven føje sig for en gennemførelsesforordning
vedtaget af embedsmænd i en kommission, hvor der ikke engang
behøver være en dansker til stede. Så langt kan der blive fra vælgerne til
beslutningerne i Lissabon-traktatens Union.
Hemmelig lovgivning
I dag vedtages 85 % af alle EU-love reelt af embedsmænd fra medlemslandene
og Kommissionen i 300 hemmelige arbejdsgrupper under Ministerrådet i
Bruxelles. Lovene forberedes af 3000 andre hemmelige arbejdsgrupper under
Kommissionen.
Ministerrådet fungerer oftest som et gummistempel, der blot konfirmerer
arbejdsgruppernes indstillinger. Beslutningerne opføres på dagsordenen som
47
såkaldte A-punkter. De forhandles ikke, men er automatisk vedtaget, når
mødet er slut.
Kun 15 % af lovene vedtages på ministerrådsmøder, hvor ministrene kan
være til stede. Heller ikke her har hverken folkevalgte fra de nationale parlamenter
eller Europa-Parlamentet adgang.
Det ændres ikke med Lissabon-traktaten, selv om den ifølge formålet skulle
bringe borgerne tættere på EU. Tværtimod vil endnu flere love på endnu
flere områder bliver flyttet fra åbne, folkevalgte parlamenter i medlemslandene
til lukkede møder i Bruxelles.
Europa-Parlamentet får dog mulighed for at blande sig på mange flere
områder end i dag gennem såkaldt fælles beslutningstagning. Den omdøbes
nu til den almindelige lovgivningsmetode. Den behandles i dag i Nice-traktatens
art. 251 TEF og den foreløbige Lissabon-traktats art. 251 TFU, som til
sidst vil blive til Lissabon-traktatens art. 294 TFU. Indholdet er identisk med
forfatningsforslaget.
Metoden giver som hidtil medlemmerne mulighed for at forkaste love og
komme med ændringsforslag til Kommissionens forslag. I de seneste år er op
til 80% af lovene under fælles beslutningstagen vedtaget i en enkelt behandling,
hvor repræsentanter for Parlamentet, Rådet og Kommissionen har forhandlet
sig til enighed.
En sådan vedtagelse ved førstebehandling kan give Parlamentet større
reel indflydelse, end den formelle magtfordeling lægger op til. Ved førstebehandlingen
beslutter Parlamentet med almindeligt flertal blandt de afgivne
stemmer. Ministerrådet vil dog kigge på, om forslagene har opnået det absolutte
flertal af medlemmerne, som kræves for Parlamentets indflydelse under
andenbehandlingen.
Hvis der er udsigt til en gentagelse af Parlamentets forslag med det strengere
krav om tilslutning, kan Rådet lige så godt lave kompromis under førstebehandlingen.
Hvis Parlamentets forslag skønnes ikke at kunne opnå absolut
flertal, kan Rådet bare ignorere dem.
Parlamentet og dets ordførere har opnået en højst reel indflydelse på lovgivningen
i EU. Men det er stadig ikke almindeligt demokrati, hvor lovene
kan ændres af vælgerne ved et nyt valg!
Det er de ikke-valgte i Kommissionen, som afgør, om de folkevalgtes ændringsforslag
skal fremmes. I sidste ende er det embedsmændene og indimellem
ministrene i Ministerrådet, som bestemmer, om de folkevalgtes ændringsforslag
kan vedtages.
Hvis Kommissionen afviser et ændringsforslag, kan det kun vedtages af
Ministerrådet med enstemmighed mellem ministrene. Det giver den ikke48
valgte Kommission en enestående magt i Unionens lovgivningsproces. Det
er ikke Europa-Parlamentet, som vedtager lovene i EU, sådan som de nationale
parlamenter vedtager lovene i hvert af EU’s 27 lande.
Demokratisk underskud
Parlamentsmedlemmer har stigende indflydelse på lovenes udformning, men
stadig ikke den lovgivende magt. Problemet med Lissabon-traktaten er, at
den flytter meget mere magt fra vælgerne og de folkevalgte i medlemslandene,
end den afleverer til os som europæiske vælgere og til vore folkevalgte i
Europa-Parlamentet.
Der opstår dermed et nyt demokratisk underskud. Vælgerne mister muligheder
for at gå til valg, få et nyt flertal og derefter ændre lovene.
Kompensationen er, at vi kan gå til valg til Europa-Parlamentet hvert
femte år og derigennem vælge nogle, der kan være med til at påvirke lovene.
Det svarer til, hvis vi i medlemslandene skulle beslutte, at vore folkevalgte
ikke længere skal vedtage lovene, men i stedet sende anbefalinger til departementscheferne
i ministerierne, som så skulle mødes for lukkede døre og
afgøre, om de folkevalgtes råd er gode eller ej.
Departementscheferne er ikke på valg, ligesom kommissærerne ikke er
på valg i EU. Den fælles beslutningstagning er ikke fælles nok. Det er Kommissionen
og Ministerrådet, som lovgiver i fællesskab. De deler den lovgivende
magt, selv om ingen af dem vælges direkte til det.
Europa-Parlamentet vælges, men har ikke den lovgivende magt. Dem vi
stemmer på ved valgene, kan påvirke, men ikke selv beslutte. Det, der bestemmes,
skal ikke besluttes af dem, der er på valg.
Derfor er det så ikke så sært, at førsteudgaven af forfatningen blev forkastet
netop af vælgerne. Hvorfor skulle franske og nederlandske vælgere sige
ja til at indskrænke deres egen indflydelse netop som vælgere?

Kommentar til indlæget:

Der er ingen kommentar endnu, vær den første til at skrive din mening!

Skriv din kommentar

Skriv kommentar

Skriv kommentar

Navn:
E-mail:
By:
Hjemmeside:

Skriv din kommentar:

Husk mine personlige oplysninger

Send mig en mail når andre skrive en kommentar

For at få profilbillede på din kommentar skal du oprette en bruger på gravatar.com og skrive din email.