VIDEOER FRA J.DK
Kalender
NYT FRA HANNE DAHL

Bestil her nyhedsbrevet om mit fokus i EU-Parlamentet.

HANNES BLOG

Abonnér her på tanker om stort og småt fra min hverdag i EU.

Blog med Hanne Dahl
Fra asken til ilden

Fra asken til ilden

Skrevet den 11/12 2008

Fra møde med Dalai Lama torsdag formiddag og så direkte videre til Formandskonferencens besøg i Prag torsdag og fredag - to vidt forskellige verdener må man sige!
Dagen begyndte med et møde med Dalai Lama. Han var inviteret til at tale i plenarsalen. Forud skulle han mødes med alle gruppeformændene og jeg undlod ikke at benytte lejligheden til at hilse på så stor en berømthed.



Alle havde lejlighed til at stille spørgsmål til ham eller give en kort kommentar til situationen mellem Kina og Tibet. Jeg overlod vores gruppes taletid til min medformand, der specifikt ønskede at høre hvordan Dalai Lama så på Storbritaniens kursskifte i forhold til Tibet.
Dalai Lama var forbavsende lidt politisk. Han talte om indre ro og behovet for flere kvinder i politik. Fordi kvinder ifølge ham tænkte mere helhedsorienteret og havde et større omsorgs-gen. 
Han er meget karismatisk på en underspillet måde. Charmerende uden store armbevægelser.
Han havde to meget skarpe og interessante politiske pointer: Den ene var, at han ikke ønskede et selvstændigt Tibet. Han anerkender at være en del af den kinesiske, republik men ønsker mindretalsrettigheder for det tibetanske folk. Dernæst sagde han at en løsning på det tibetanske problem, ville betyde en løsning på 100 andre problemer i Kina. Meget klogt og meget diplomatisk sagt. Han gav i øvrigt udtryk for en klippefast tro på, at en løsning kun kunne nås af fredelig vej.
Til slut takkede han den gruppe af sympatisører, der for at vise ham respekt havde fastet det sidste døgn før hans ankomst. Men, indrømmede at hans faste altså først var begyndt nu til morgen efter han havde spist morgenmad, for det var et måltid han dårligt kunne undvære. En forbilledlig pragmatisk tilgang til religiøs askese!
Efter dernæst at have hørt Dalai Lama tale i plenarsalen drog jeg af sted til Prag. Et officielt besøg med de andre gruppeformænd fra parlamentet i anledning af at Tjekkiet overtager formandskabet for EU, ved årsskiftet.
Sceneskiftet var markant. Fra pragmatisk askese til pomp og pragt. Vi fløj med et specielt chartret fly og landede derfor i en særlig del af lufthavnen. Vi blev modtaget med fuld militær honnør, rød løber og eskorte der fulgte os under hele besøget. Efter at have checket ind på hotellet var første programpunkt et møde med den tjekkiske regering efterfulgt af officiel middag.   
Under sådan nogle møder er der en helt fastlagt gang. Man bliver typisk bænket ved to langsider. På den ene side, den tjekkiske regering. På den anden side gruppeformændene fra parlamentet. I midten sidder den mest betydningsfulde, og på siderne fordeles man så efter portofølge og gruppestørrelse. Premiereminister Topolanek sidder altså i midten overfor Pöttering, der er formand for parlamentet. Hver side giver så ordet til medlemmerne af deres delegation af efter tur. Om denne del af besøget er der ikke så meget at berette andet end at Pöttering følte sig kaldet til at kommentere mit indlæg som det eneste. Jeg gav udtryk for stor sympati for den tjekkiske præsident Klaus, der velopmærket ikke var til stede her, men deler partimedlemsskab med premiereministeren og indtil nu har stridt med ham om deres partis holdning til Lissabon-traktaten. Jeg sagde i øvrigt at jeg med stor interesse havde fulgt debatten om Lissabon-traktaten i Tjekkiet og mente at den var forbilledlig. Den har handlet om demokrati. Hvad sker der når man overlader så mange flere kompetenceområder til et EU hvor der ikke er styr på den parlamentariske kontrol o.s.v. En helt igennem lødig og sund debat om fremtiden for EU, som burde være taget i ethvert EU land. Selvfølgelig var det provokerende at rose præsident Klaus, når jeg nu godt ved at han og Topolanek er modstandere, men at det skulle give anledning til at Pöttering måtte tage afstand fra mig og sige at jeg absolut ikke udtrykte flertallets holdning virker ude af proportioner. Han tog som konservativ ikke afstand fra hverken kommunisten, socialisten eller socialdemokraten der talte før jeg.
Nå men pyt med det. Jeg blev den erfaring rigere og indledte siden hver en tale under besøget med at sige: Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg tilhører den opposition i EU, der er tilhænger af et forpligtende europæisk samarbejde, men som ikke finder at Lissabon-traktaten er god nok. Så behøver Pöttering ikke undsige mig efter jeg har talt. 
Næste dag bød på et sandt drama. Efter en rundvisning i kirken på slotsområdet blev vi budt indenfor hos Præsidenten. Der er mange fantastiske palæer og slotte i Prag, men dette er slottet! Slottet der ligger majæstetisk hævet over by og flod. Slottet der er smukt men også for mig rummer et element af noget skræmmende, fordi jeg altid har associeret det til at være Slottet hos Kafka.
Men i dag var der intet skræmmende. Vejret var klart, udsigten fra salene, hvor præsidenten modtager officielle gæster fantastisk. Efter en kort fotosession, blev vi nok engang budt at sidde ned efter rang og orden og tildelt ordet efter tur.
Vaclav Klaus, der jo er kendt for at være modstander af Lissabon-traktaten indledte med at give udtryk for at uanset hvad hans holdninger på dette punkt måtte være ville han gøre alt for at det tjekkiske formandskab skulle forløbe godt. Der cirkulerer en fuld udskrift af mødet i pressen, så jeg behøver næppe at gengive alenlange citater.
Dagens store drama begyndte da formand for de grønne Cohn Bendit fik ordet. Han slog den uforskammede tone an ved at overrække Klaus et EU flag som en kommentar til at han ikke vil have EU flaget på præsidentpalæets top. Dernæst angreb han Klaus for sine kritiske synspunkter i forhold til Lissabon traktaten. Han ville gerne kende hans forbindelse til Declan Ganley, der har stået i spidsen for det irske nej. Nu tiltaler det nyliberale Libertas heller ikke mig, jeg bryder mig ikke om at pengestærke på den måde køber sig ind i politik, uden at ville redegøre for hvorfra de kommer, men hvorom alting er: Præsident Klaus har ret til at mødes med hvem han vil, når han besøger Irland. Og han skal da slet ikke stå til regnskab for at han ønsker at mødes med oppositionen i et land han gæster. Tvært imod udmærker han sig ved at være en sand demokrat, der ønsker at kende begge sider af en sag.
Cohn Bendit var grov i tonen, og Klaus bad Pöttering om at kalde til orden. Dette nægtede Pöttering at gøre. Ifølge ham havde et medlem af hans delegation ret til at sige hvad han ville uden at han skulle blande sig. Sådan lød det måske ikke helt aftenen forinden, da jeg talte. Men det er vi jo blevet enige om at sige pyt til!
Samtalen udviklede sig til et regulært mundhuggeri. Brian Crowly fra Irland faldt ind og sagde at han mente at Klaus møde med oppositionen var udtryk for en fornærmelse mod det irske folk. Hvortil Klaus klogt replicerede at for ham at se bestod den eneste fornærmelse mod det irske folk i, at man ikke respekterede deres nej til traktaten.       
Endvidere gav han udtryk for at han aldrig var blevet fornærmet på en sådan måde i sit eget hus. Tonen i debatten bragte erindringer frem fra en førdemokratisk tidsalder. Og han følte sig ligeledes kaldet til at minde om at det var ham der i sin tid havde sat sig i spidsen for tjekkisk optagelse i EU. Han var på ingen måde modstander af EU, han mente bare ikke at Lissabon-traktaten var god nok. Den ville mindske demokratiet i EU, ikke styrke det.
Det kan ikke være nogen overraskelse at jeg var den eneste, der støttede Klaus. Jeg roste ham for han politiske mod og sagde nok engang at den debat der blev ført om traktaten i Tjekkiet var den man burde have ført i alle europæiske lande.
Mødet sluttede i en højst anspændt atmosfære og skulle da også vise sig at få et efterspil.
Cohn Bendit viste sig at have forberedt et fremstød for sig selv i pressen. Han gengav diskussionen på en måde som ikke var helt i overensstemmelse med sandheden. Derfor følte Klaus sig foranlediget til at udsende en fuld udskrift at mødereferatet til pressen. Noget man normalt ikke gør fra den slags møder. Men dette har forårsaget furore i ikke bare den tjekkiske presse, men har så vidt jeg kan bedømme også skabt en del opmærksomhed i den franske, polske og tyske presse. I hvert fald hvis jeg skal bedømme ud fra mængden af sympatimails jeg har modtaget fra de pågældende lande.
Hvad er læren så af dette. Jo at man kan tillade sig at være uenig om alt i EU undtagen traktater. Man må gerne diskutere atomkraft, arbejdsmarked, miljø og sundhed. Være for eller imod liberal markedsøkonomi men man må ikke have forskellige opfattelser af hvordan fremtiden skal tegne sig for Europa. Denne erkendelse af hvordan magten forvaltes skulle vise sig at være det der fik mit blod til at fryse ved mødet på Slottet i Prag. Det var ikke de sollyse sale hos præsident Klaus, men den isnende tone af hovmod og magtarrogance. Det var her forbindelse til Kafkas slot lå. 

Kommentar til indlæget:

Der er ingen kommentar endnu, vær den første til at skrive din mening!

Skriv din kommentar

Skriv kommentar

Skriv kommentar

Navn:
E-mail:
By:
Hjemmeside:

Skriv din kommentar:

Husk mine personlige oplysninger

Send mig en mail når andre skrive en kommentar

Please enter the word you see in the image below:


For at få profilbillede på din kommentar skal du oprette en bruger på gravatar.com og skrive din email.