VIDEOER FRA J.DK
Kalender
NYT FRA HANNE DAHL

Bestil her nyhedsbrevet om mit fokus i EU-Parlamentet.

HANNES BLOG

Abonnér her på tanker om stort og småt fra min hverdag i EU.

Blog med Hanne Dahl
Fra krise til sejr

Fra krise til sejr

Skrevet den 07/11 2008

Denne uge har budt på noget der ligner en diplomatisk krise og en stor parlamentarisk sejr.Jeg har været på delegationsrejse med EU-parlamentets forfatningsudvalg. Turen gik til Prag, hvor formålet var, at aflægge et officielt besøg hos landet, der overtager formandskabet for EU efter nytår.
Jeg troede i min naivitet, at der var tale om en slags høflighedsvisit. Men nej! Der tog jeg grueligt fejl. Den underliggende dagsorden hos mine medrejsende viste sig at være, at man skulle true/skræmme/nedgøre Tjekkiet til at ratificere Lissabon traktaten inden de overtager formandskabet.



Nu troede jeg også, at man overholder visse regler for høflig optræden, når man rejser ud som repræsentant for EU. Jeg troede ganske sikkert, at man så sig selv som en slags diplomatiske udsendinge og dermed lagde visse bånd på sig selv.

Jeg troede så meget, men jeg blev klogere.

Vi skulle mødes med Parlamentet, Senatet og Udenrigsministeren i nævnte rækkefølge. Dagen skulle afsluttes med en offentlig debat på Universitetet.

Under mødet med repræsenter fra det tjekkiske parlament lagde den engelske liberale Andrew Duff ud med at sige, at han ikke mente at Tjekkiet kunne overtage formandskabet hvis ikke de forinden havde ratificeret traktaten.

Situationen er den, at der er anlagt en sag ved den tjekkiske forfatningsdomstol fordi man mener, at Lissabon traktaten er i strid med den tjekkiske forfatning.

Så længe denne sag verserer, kan hverken Parlament eller Senat naturligvis ratificere den.

Hvorom alting er: Det er ganske groft, at Duff mener sig berettiget til at påtale en legitim demokratisk proces som et problem og samtidig gå ind og anfægte det grundlæggende princip om at alle lande i EU er lige. Hvad bilder han sig ind?

Ikke nok med at han for mig at se bryder alle regler om gæstevenskab, han holdt sig heller ikke for god til lige en passant at bemærke, at han synes at deres President Klaus var noget nær imbicil, fordi han støttede retssagen og som udgangspunkt har erklæret sig som modstander af, at Tjekkiet afgiver den suverænitet som Lissabon traktaten fordrer.

I en pause spurgte jeg vores formand Jo Linen, om han virkelig mente at udvalget havde mandat til at udtale sig sådan og sagde at jeg som oppositionen var mere velopdragen og virkelig overvejede, hvad jeg kunne tillade mig at sig, når jeg repræsenterede EU. Han gav mig ret og så blev den lukket.

Nu gik det så hverken værre eller bedre end at vi dernæst skulle møde Senatet. Senatet har hele tiden været det mest kritiske kammer i forhold til traktaten.

Forestil dig sceneriet: Vi bliver bænket til officiel frokost i Riddersalen, man indleder med høflighedsfraser, udveksler gaver og så begynder EU delegationens utidige masseren ellers. Denne gang havde man dog gjort regning uden vært. Værten, formanden for senatets europaudvalg og formanden for senatets udenrigsudvalg forsvarede sig tappert.

Jeg fik ordet og tænkte, at nu måtte syv og fem være lige og holdt et langt indlæg, hvor jeg gik ind i de seks punkter som sagsanlægget handler om og hæftede mig ved de punkter som lige præcis burde være til debat alle steder: Hvor ender balancen m.h.t. demokratisk underskud? Parlamentet får større indflydelse i EU, men samtidig overføres der mere magt til EU fra de nationale parlamenter.

Hvad sker der indenfor det retspolitiske område, når vi giver EU lov til at lovgive der?

Hvilken betydning får det for fortolkningen at EU-statsborgerskabet, at Charteret for grundlæggende rettighed får retslig gyldighed med traktaten?

Jeg sagde, at dette var meget rimelige spørgsmål at rejse og at de ikke skulle finde sig i at blive trynet på den måde, men at jeg synes de skulle være stolte af at have så selvbevidst et demokrati.

Dette afstedkom et ubændigt raseri fra den tyske konservative Elmar Brok. Ikke nok med at han ikke kunne lade være med at komme med tilråb mens jeg talte, nej han fulgte efter mig råbende skældsord, da vi bagefter skulle have en rundvisning på slottet. Jeg sagde høfligt men bestemt, at han var langt over stregen og burde beherske sig. Samtidig havde jeg en journalist i røret, der gerne ville tale med mig om det der var ugens store sejr indenfor grundvandsbeskyttelse. Se det for jer en prustende, svedende, råbende tysker der forfølger en snart højgravid kvinde rundt på senatets område i Prag under et officielt besøg. Det var så pinligt! Ja ikke for mig, men for det EU der lige ville belære Tjekkiet om, at de ikke havde styrke eller værdighed til at overtage formandskabet. Ja nogen sagde sågar, at det var bedst om de på forhånd afgav det til Frankrig. De truede endda med at det lige præcis var denne opsætsighed fra et lille land, der kunne føre til at man afskaffede det roterende formandskab og lavede et permanent præsidium bestående af de seks store lande. Tror det var en tysker, der sagde det.

OK en ting er det pinlige moment, som jo også kalder på latteren. Til sidst gik jeg ind i et rum og bad indtrængende Brok om ikke at gå efter mig, og han stoppede. Hans hjerte kunne nok ikke tage mere.

Men en anden ting er den politiske alvor, der ligger i det. Vi er ved at vedtage en traktat, der via det dobbelte flertal i ministerrådet giver de store EU lande mere magt. Vi er ved at indføre en traktat, der fratager alle lande retten til at have en kommissær. Når vi bekymrer os om dette som et af de små lande, får vi at vide, at det skal vi skam ikke. Vi får at vide, at EU bygger på princippet om, at alle er lige, og det vil blive et ligeligt og roterende og retfærdigt samarbejde, vi vil få fremtiden.

Men når EU så på denne måde så tydeligt viser sin skyggeside: Et lille land kan man tryne, true fornærme uden omkostninger. Gad vide om vores stats og udenrigsminister har siddet som bovlamme får i sin tid, da de skulle meddele, at vi desværre ikke kunne ratificere Mastricht traktaten fordi lidt for mange havde stemt nej. Gad vide om der er en lærebog for topministre, der hedder: Lad for Guds skyld være med at tro du er noget i EU! Det bliver bare så pinligt, når de kommer og fortæller dig at det kan godt være dit latterlige lille folk, har talt ved en afstemning, men det er vi ligeglade med. For vi er EU!

Nå jeg slutter lige med sejren, bare for at det hele ikke skal blive alt for trist. Vi fik i denne uge vedtaget to tredjedele af et ændringsforslag til pesticid-direktivet. Det er hårdt og dygtigt arbejde leveret af Jens-Peter og Bent Hindrup som jeg har gået videre med, der gør, at vi har muligheden for at sikre det danske grundvand for fremtiden. Tre linjer i en lov der skal vise sig at få stor stor betydning. Så fra den store traktat til den lille lov. Fra krise til sejr. Fra abstrakt demokratidebat til meget konkret og jordnært politisk arbejde.

Kommentar til indlæget:

Der er ingen kommentar endnu, vær den første til at skrive din mening!

Skriv din kommentar

Skriv kommentar

Skriv kommentar

Navn:
E-mail:
By:
Hjemmeside:

Skriv din kommentar:

Husk mine personlige oplysninger

Send mig en mail når andre skrive en kommentar

Please enter the word you see in the image below:


For at få profilbillede på din kommentar skal du oprette en bruger på gravatar.com og skrive din email.