VIDEOER FRA J.DK
Kalender
NYT FRA HANNE DAHL

Bestil her nyhedsbrevet om mit fokus i EU-Parlamentet.

HANNES BLOG

Abonnér her på tanker om stort og småt fra min hverdag i EU.

Blog med Hanne Dahl
Kan enderne mon nå sammen?

Kan enderne mon nå sammen?

Skrevet den 17/12 2008

Barroso er for tiden en hyppig gæst i EU-parlamentets formandskonference. Igen i dag skulle vi mødes over kaffe og croissanter. Temaet er ligeså forudsigeligt - som at kaffen er kold og jeg krummer ud over det hele - den finansielle krise.
EU er i forfærdelige problemer her. Man vil gerne optræde handlekraftigt, men reelt er der ikke det helt store overblik. Man taler om at skabe tillid. Man taler om grøn vækst i bilindustrien. Man taler om finansielle hjælpepakker til banksektoren. Man taler om at skabe jobs i de såkaldte smv’er. EU-slang for små og mellemstore virksomheder.



Mange er ordene. Kun en ting kan alle enes om og det er at der snart er valg. Som om det faktum at der snart er valg til EU-parlamentet skulle have nogen indflydelse på, hvordan man reagerer i en finansiel krise.

Når der er krise, bør politikere reagere som de finder det klogt i overenstemmelse med deres politiske program. Perspektivet er skræmmende, hvis man motiverer sin gøren og laden med taktiske politiske overvejelser.

Men hvorom alting er, under disse debatter viser der sig nogle sjove linjer, eller man skulle måske snarere sige kryds i europæisk politik, som på bedste vis illustrerer hvorfor dette samarbejde er så kompliceret.

Lad mig give nogle eksempler. Et oplagt sted at begynde er ved det faktum, at den jeg er mest enig med i spørgsmålet om regulering af den finansielle sektor er lederen af den konservative gruppe Joseph Daul. Jeg er af den opfattelse, at man skal sikre sig at det samme ikke kan ske igen. Derfor må man stille nogle krav til offentlighedens mulighed for at få indsigt i banksektoren. Bankerne skal oplyse om deres solvensprocent o.s.v. Endvidere bør man genindføre princippet om, at der i bankers og forsikringsselskabers bestyrelse sidder en repræsentant for offentligheden. Dette har jeg allerede ved krisens begyndelse stillet spørgsmål om til kommissionen og foreslået under debatten i salen.

Det selvsamme forslag blev i sidste uge fremsat af Helle Thorning i Danmark. Her udløste det følgende reaktion fra de konservatives leder Lene Espersen. Hun sagde nogenlunde ordret: “Det er jo rendyrket kommunisme, det lyder som et forslag der hørere hjemme i Nordkorea.” Men ikke desto mindre er det præcis hvad hendes leder i den europæiske konservative gruppe i EU-parlamentet foreslår.

Franskmændene er generelt for regulering. Hvor imod Barroso repræsenterer kommissionens synspunkt der siger, at man under ingen omstændigheder må lægge hindringer i vejen for det indre marked.   

Et andet meget kontroversielt spørgsmål er om man kan fravige stabilitetspagtens krav og få lov til at bruge det offentlige forbrug til at sætte gang i økonomien. Her har Barroso opfundet de tre T’er: Det står for timing, targeting og temporary. Man må altså rettidigt, målrettet og midlertidigt afvige fra stabilitetspagtens krav.

Men her ser tyskerne ud som om han har budt dem en portion søm. Merkel og Sarkozy har i følge Sarkozy selv, haft meget ophedede debatter om dette. Tyskerne vil under ingen omstændigheder sætte deres overordnede mål om lav inflation i fare.

Jeg spurgte nok engang om viljen til at regulere den finansielle sektor, og fik et indirekte svar: EU har ingen magt til at regulere her, det er medlemsstaternes område.

Men det er jo noget værre vrøvl. Det er i høj grad EU’s kompetenceområde. Den finansielle sektor er indre marked og hører dermed under regler for det indre marked og national regulering ville blive opfattet som konkurrenceforvridning.

Dernæst spurgte jeg om staternes finansieringsmæssige krise. Det viser sig jo nu, at der i høj grad er problemer indenfor eurozonen, fordi der er så stor forskel på landendes økonomier. Der er et voldsomt rentespænd mellem de såkaldte PIGS countries; Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien og så f.eks. Tyskland. I Grækenland diskuterer man at staten vil få problemer med at refinansiere sin gæld. Der er simpelthen ikke tillid til græske statsobligationer. Her er vi inde ved kernen af euroens problemer.

Jeg sagde, at eurozonen eksplicit ikke er en fiskal union. Men det kunne være interessant at vide om kommissionen havde nogle bud på at ændre på det. Vi er ved euro-modstanderens centrale argument imod euroen her, man får aldrig en stærk mønt så længe der ikke er en koordineret økonomisk politik. En økonomisk union må med tiden føre til en politisk union. 

Dette spørgsmål om den fiskale krise er det fuldstændigt umuligt at få noget svar på. Barroso så helt vild ud, da jeg spurgte og undgik omhyggeligt at svare mig direkte. Han sagde henvendt til alle, at man var klar over at der var en fiskal krise… Intet mere, ingen løsning, ingen erkendelse af at dette problem er euroens centrale problem.

Vi er inde ved kernen af den store udfordring, den finansielle krise udgør for eurolandene. Og en af de bedste grunde til at afvise statsministerens ønske om en euroafstemning, som det rene vanvid. Ingen ansvarlig statsleder kan da ønske at føre sit land ind i et økonomisk samarbejde, der er i så store problemer for at få lov til at sidde med ved et eller andet bord. Hvor herre bevars! Man skal lede længe efter mage til stupiditet.

Kommentar til indlæget:

Der er ingen kommentar endnu, vær den første til at skrive din mening!

Skriv din kommentar

Skriv kommentar

Skriv kommentar

Navn:
E-mail:
By:
Hjemmeside:

Skriv din kommentar:

Husk mine personlige oplysninger

Send mig en mail når andre skrive en kommentar

Please enter the word you see in the image below:


For at få profilbillede på din kommentar skal du oprette en bruger på gravatar.com og skrive din email.